Presserum
AKUT #5 CARE & REPAIR
AKUT #5 CARE & REPAIR
3. november 2023 — 8. september 2024
Velkommen til en udstilling om hvad der rører sig på designscenen lige nu. I museets AKUT-rum vises alt fra trends og tendenser til design, som tager fat i aktuelle problemstillinger, og som giver nye perspektiver på design og kunsthåndværk.
AKUT er en serie af skiftende udstillinger, som sætter fokus på den nyeste udvikling indenfor designfeltet og arbejder med større forandringer, der har betydning for os alle. Udstillingsrækken tager emner op, hvor design og designere står i centrum af store samfundsmæssige dilemmaer og udfordringer.
Tekstiler har tidligere været en kostbar ressource, der blev udnyttet, repareret og genbrugt indtil den sidste fiber flossede. Traditionen for genbrug og reparation har rødder i en ressourcebevidsthed, og afhængig af kultur og materiale har tekstilerne fået særegne æstetiske udtryk, når de er blevet repareret eller sammensat på ny.
Højaktuelle, historiske teknikker
I dag reparerer og genbruger vi ikke af økonomiske grunde, men af etiske og miljømæssige årsager. Mange forholder sig i dag mere kritisk til det, de køber. De søger viden om produkterne og køber generelt færre ting. Udstillingen CARE & REPAIR sætter fokus på nogle af de teknikker, der historisk set er blevet anvendt til at reparere og genbruge tekstiler. Med afsæt i Designmuseum Danmarks omfattende tekstilsamling giver denne AKUT-udstilling et historisk, men højaktuelt indblik i, hvordan vi gennem reparation og genbrug kan værne om klodens ressourcer.
Genbrug: En tendens i tiden
Design- og modeskabere beskæftiger sig i stigende grad med spørgsmål om, hvordan designobjekter, møbler og tekstiler kan genanvendes, ’up-cycles’ eller repareres. Udstillingen taler dermed ind i en tendens, der tegner designscenen lige nu.
Udstillingen er blevet til i samarbejde med cand.mag. i moderne kultur og kulturformidling Nathalie Türck Østergaard.