Skip to content

Pressemeddelelse

Udendørs­møblets sociale potentiale

Kontakt

Mille Maria Steffen-Nielsen Smith
Kommunikationschef
+45 93 83 84 15
mms@designmuseum.dk

 

Pressemeddelelse 8.8.2017

Hvad skal der til for at skabe dialog mellem fremmede i det offentlige rum?
Hvordan kan et møbel fremme nærværet mellem mennesker?

Relevante og essentielle spørgsmål som disse danner det tematiske afsæt for udstillerne på Snedkernes Efterårsudstilling 2017. For kan et møbel være af en sådan skabning, et sådant format, en sådan form, at mennesker, der ikke kender hinanden, uvilkårligt kommer på talefod blot ved at sætte sig på en bænk i det offentlige rum?
I Danmark tager vi mere og mere udendørsrummet til os som fællesareal, selvom det nordiske klima kun giver os ca. fem måneder om året på torve og pladser og i parker. Og når vi opholder os væsentligt mere udendørs, hvilke møbler bør det offentlige rum så befolkes af?

En gyngende hængesofa, hvor du er tvunget til at koordinere de gode svingninger med din nabo? En bænk med et knæk, hvor I ved hjælp af tyngdekraften mødes i midten? En cirkel af skamler, hvor du kan dreje dig mod andre og indlede en dialog? Fem spande, der som familiemedlemmer med hver sin personlighed opsamler regnvand til leg og samtale? En integreret bålplads og bænk, der samler folk om et måltid?

I år er der 40 kreative forslag og løsninger at fordybe sig i på Snedkernes Efterårsudstilling 2017, som er tilbage i den smukt anlagte have Grønnegården på Designmuseum Danmark. Landskabsarkitekten G.N. Brandt anlagde Grønnegården ud fra det proportionale gyldne snit i et retvinklet rum, og det er med udgangspunkt i dette snit og tanken om den geometriske repetition fra bl.a. længernes vinduespartier, at SLA Arkitekter har iscenesat årets udstilling.

Hvide streger kridter udstillingsrummet i haven op i ni individuelle felter med yderligere seks felter indeni, hvor årets møbler folder sig ud mellem hinanden. De hvide striber skaber rum i rummet i den gamle have og præsenterer projekterne i deres naturlige habitat – udendørs. SLA Arkitekter aktiverer diskret høre-, lugte- og følesansen, når grannåle, kogler, bark, sand og andre naturmateriale dufter, knaser og fornemmes under fodsålerne, mens man går rundt i udstillingen. Møblerne er således både iscenesat og sat fri (i det fri), så publikum kan opleve og betragte møblerne fra alle vinkler i praktisk og realistisk øjenhøjde. Når udstillingen er slut, bliver græsset slået, og udstillingsarkitekturen opløst på bæredygtig vis. Og haven er igen sig selv.

Snedkernes Efterårsudstilling 2017 er som vanligt blevet til gennem en manifestation af foreningstanken, hvor alle i fællesskab byder ind og samarbejder om at skabe denne unikke udstillingsplatform med møbelværker af Danmarks dygtigste formgivere og producenter.

Vi håber, I har lyst til at interagere med Grønnegårdens smukke have og årets atypiske bud på udendørsmøbler med et socialt sigte. For hvor ville det være integrerende, hvis møbler kunne være med til at øge tolerancen og skabe bedre forståelse for de mennesker, vi pludseligt og uventet møder og krydser i det offentlige rum.

Vi glæder os til at byde jer velkommen i Grønnegården på Designmuseum Danmark til Side by Side Outside, Snedkernes Efterårsudstilling 2017.