Skip to content

Tidligere udstilling: ET RUM MED SKIFTENDE UDSTILLINGER OM SAMTIDSDESIGN

AKUT #2

Velkommen til en udstilling om design lige nu! AKUT viser hvad der rører sig på designscenen, og forsøger at give nye perspektiver på design og kunsthåndværk. AKUT viser design, der har mod, ressourcer, power, empati og samfundssind til at udfordre vaner og skabe ambitiøse forandringer.

AKUT er en serie af skiftende udstillinger, som sætter scenen for design og designere, der er optaget af den nyeste udvikling og arbejder med større forandringer, der har betydning for os alle, som mennesker, samfund og planet.

Kan design påvirke den politiske debat? Udstillingen Gæstearbejdere sætter fokus på den humanitære konflikt, som udspiller sig omkring verdensmesterskaberne i fodbold i Qatar.

Fra den 20. november løber verdensmesterskaberne i fodbold af stablen i ørkenstaten Qatar. Millioner af mennesker forventes at følge turneringen, som for mange er symbolet på hvordan sport forener mennesker på tværs af landegrænser, alder, religion og køn. Men der er en mørk bagside.

Håndværkets skjulte fortællinger
Gæstearbejdere viser fire projekter med udgangspunkt i situationen i Qatar, hvor hundredtusindvis af gæstearbejdere i knap 12 år har arbejdet under dybt kritisable og farlige forhold med opførslen af stadioner, hoteller og infrastruktur til det forestående VM i fodbold. Tekstildesigner Sia Hurtigkarl Degel (DK) viser håndvævede tæpper fra kollektionen World Cup Rugs 2.0 – produceret i Nepal, hvorfra store dele af gæstearbejderne på Qatars byggepladser stammer. Nepals store tekstileksport er blevet overhalet af eksporten af billig arbejdskraft, og denne triste udvikling står nu vævet ind i det smukke håndværk. I fotoserien Nation Building portrætterer fotograf Jonathan Lieb (UK) en række gæstearbejdere i arbejdstøjet. Arbejderne fremstilles ikke som ofre, men som vores medmennesker i en verden, hvor et menneskelivs værdi er til forhandling.

Udstillingen viser desuden projektet Cards of Qatar af Blankspot, som i fodboldkort-format fortæller historierne om gæstearbejdernes familier i de hjemlande de har forladt. I udstillingen vises også et uddrag af dokumentarfilmen The Workers Cup, som handler om hverdagen som gæstearbejder i Qatar under opførelsen af VM-faciliteterne. Den fulde dokumentar vises på museet den 1. december 2022 og 2. februar 2023.

Kan design ændre verden?
Udstillingen Gæstearbejdere åbner på Designmuseum Danmark den 17. november – få dage før verdensmesterskaberne i Qatar skydes i gang. Udstillingen vil stå som en kritisk kommentar og påmindelse om de dybt kritisable forhold og omstændigheder, som er støbt ind i selve turneringens fundament. Det stærke samspil mellem udstillingens forskellige værker, viser hvordan kunst og design kan formidle et opråb, og bidrage til politisk debat. Gæstearbejdere opfordrer os til ikke at være passive tilskuere, men at kræve mere af sportskulturen, de nationale fodboldsorganisationer, medierne og annoncørerne.

Sponsorer og samarbejdspartnere
Tak til Statens Kunstfond