Skip to content
BACKSTAGE. Foto: Lasse Bak Mejlvang

Tidligere udstilling

backstage

Hvert år i februar og august puster den københavnske modeuge ekstra liv i byens gader, stræder, pladser og museer, når modebranchen indtager rum og byrum med et vitalt mix af farver, former og agendaer på programmet. Det danske modemagasin ELLE har i 15 år været med, både front row til modeshows og backstage sammen med modeller, stylister og designere. Magasinet, som i år kan fejre 15-års fødselsdag, kickstarter årets modeuge med en stor, retrospektiv udstilling af backstage-fotografi fra forgangne modeuger – skudt af fotograf Lasse Bak Mejlvang.

Modeller i kø bag forhænget inden musikken går i gang, en afslappende stund på en bænk i pausen mellem shows, et hektisk tøjskift få sekunder før næste tur på catwalken.

Omdrejningspunktet i udstillingen BACKSTAGE er modeugens flygtige øjeblikke, som flimrer forbi og er overstået før vi ved af det. Fotograf Lasse Bak Mejlvang har igennem 15 år fanget og dokumenteret netop disse øjeblikke.

Med moden, modellerne og de danske modehuse i hovedrollerne, og med København som den spektakulære scene, giver BACKSTAGE et unikt blik bagom kulissen i den hæsblæsende modeverden.

Flyv med topmodellerne på arbejde

Mens museumshaven er fyldt med fotografier under åben himmel, byder rummet Model Diary, ved siden af museumscaféen, på en spændende rejse til modens storbyer Paris, Milano og New York, i selskab med fire af Danmarks mest kendte modeller:  Josephine Skriver, Nadja Bender, Regitze Christensen og Alberte Mortensen.

Kig med i modellernes private fotoalbum, som er fyldt med personlige, analoge snapshots fra livet som model på nogle af de største scener i modeverdenen.

Om Lasse Bak Mejlvang

Lasse voksede op i Roskilde, den danske by, mest kendt for sin legendariske musikfestival. Selvom han drømte om at blive en hårsvingende rock ‘n’ roll trommeslager som barn, påvirkede hans bedstefar og onkels passion for fotografi ham i høj grad, og som voksen besluttede han at forfølge sine egne kreative fotografiske bestræbelser. Lasse gik derfor på den danske medie- og journalistskole med speciale i fotojournalistik.

Med sine evner forankret i en journalistisk tilgang til fotografi skaber Lasse betagende historier, der i lige så høj grad undersøger hans motiver og deres omgivelser, samtidig med at han modigt indrammer det autentiske og råheden i menneskeheden og planeten. At rejse verden rundt, og udfolde menneskers og naturens virkelighed og skæbner, har en helt særlig plads i Lasses hjerte og ser ud til at være den røde streg gennem hele Lasses fotografering, uanset om det er bestilt eller reportage.

Lasse har fået sit arbejde fremvist i adskillige publikationer, herunder The New Yorker, The Washington Post, Politiken, Børsen og ELLE, og han har samarbejdet med brands som DSB, DR, Royal Arctic Line, Cartier, Chanel, H&M, Unicef, L’Oréal , Telia og Hummel.