Designmuseum Danmark
Ny profil indtræder i Designmuseum Danmarks bestyrelse
Designmuseets bestyrelse får et nyt medlem. Designfacilitator og innovationsstrateg Jana Marta Rudnik indtræder nu i bestyrelsen.
Designmuseum Danmarks bestyrelse får et nyt medlem. Om udnævnelsen udtaler bestyrelsesformand Henrik Tvarnø:
”Både designfeltet og designmuseet er i rivende udvikling i disse år – og vi lever i en tid, der kalder på mange nye designløsninger. Jana Marta Rudnik har arbejdet med bæredygtig udvikling inden for design og innovation i en årrække – et kompetenceområde, der rammer lige ned i museets DNA og vores vision om at inspirere til fremtidens bæredygtige design. Vi ser derfor i hele bestyrelsen meget frem til samarbejdet med Jana.”
Jana Marta Rudnik siger om sine forventninger:
“Jeg ser frem til at bidrage med internationale perspektiver fra arbejdet med design, innovation og bæredygtig strategisk udvikling på tværs af institutioner og sektorer. For mig rummer museet et vigtigt potentiale ikke blot som sted for bevaring og offentlig læring, men også som et rum, hvor fremtidens måder at leve på kan udforskes, afprøves og formes – samtidig med at museet fortsat udvikler og styrker sin relevans i en verden under hastig forandring.”
Designfacilitator og innovationsstrateg
Jana Marta Rudnik kommer med 13 års erfaring inden for global bæredygtig udvikling via design og innovation. Hun er designfacilitator og innovationsstrateg. I dag leder hun strategi og programmer for klimainnovation og entreprenørskab på DTU Skylab. Et arbejde hvor hun blandt andet samarbejder på tværs af sektorer og fagligheder, coacher klima-startups og designer læringsmiljøer, hvor studerende får mulighed for at eksperimentere, bryde siloer og udvikle løsninger på fremtidens udfordringer.
Jana Marta Rudnik har en uddannelsesmæssig baggrund inden for statskundskab, erhvervsøkonomi og folkeret og er optaget af strategisk ledelse, designdrevet innovation og kulturel udvikling. Hun har tidligere været International Development Lead hos The Index Project (tidl. Index: Design to Improve Life), som ansvarlig for strategiudformning og designbaserede innovationsprojekter med bl.a. UNIDO og Siemens Stiftung. Hun har arbejdet som innovationskonsulent for bl.a. Mærsk, DTU, FN og Det Tysk-Emiratiske Handelskammer og har omfattende international erfaring fra Europa, MENA-regionen og det Globale Syd.