LABORATORIUM
Kim Buck
LABORATORIUM inviterer publikum helt ind i det kreative maskinrum hos en designer eller kunsthåndværker. I seriens femte udstilling får de besøgende mulighed for at komme med ind i guldsmed Kim Bucks kunstneriske laboratorium og få indblik i smykkekunsten som et levende og undersøgende kunstfelt.
Et liv med smykker
Kim Buck har arbejdet med smykker siden 1979, hvor han kom i lære som guldsmed. Håndværket er fortsat fundamentet for alt, hvad han laver, også når han udfordrer traditionerne og undersøger, hvad smykker kan være, hvad de betyder, og hvordan mennesker lever med dem. Den kommende LABORATORIUM-udstilling bliver en undersøgelse af de drivkræfter, der gennem årtier har formet Kim Bucks virke som guldsmed. LABORATORIUM Kim Buck tager udgangspunkt i centrale temaer i hans praksis og folder dem ud gennem både eksisterende værker og nye arbejder udviklet specifikt til denne præsentation.
NYSGERRIGHED SOM DRIVKRAFT
Tvivl og nysgerrighed er grundlæggende vilkår i Kim Bucks arbejde – ikke som hæmmende faktorer, men som skabende drivkræfter. Når Kim Buck arbejder, opstår idé, titel og koncept til et givent smykke ofte i tæt forbindelse med de teknikker, som han udvikler undervejs. Han bruger lang tid på at eksperimentere og forfine metoder til hvert projekt, og værkerne rummer derfor ofte et element af teknologisk eller æstetisk innovation. Det gælder eksempelvis i serien Opblæst, hvor titel, teknik og betydning smelter sammen. I andre værker fungerer sproglige forskydninger, ordspil og talemåder som udgangspunkt. Kim Bucks smykker går samtidig i dialog med deres samtid, hvilket også vil blive udfoldet i udstillingen.
FEMTE LABORATORIUM-UDSTILLING
LABORATORIUM-serien er en række skiftende særudstillinger, der sætter fokus på nytænkende og eksemplarisk design fra vores tid. Samtidig giver udstillingerne et sjældent indblik i designprocessen – fra den første idé til det færdige resultat. Serien præsenterer både etablerede, anerkendte formgivere og nye, fremadstormende designere og kunsthåndværkere, der gennem visioner og eksperimenter er med til at forme fremtidens design.
LABORATORIUM Kim Buck bliver den hidtil mest omfattende præsentation af Kim Bucks arbejde med en perlerække af værker fra forskellige perioder, der går i dialog med nye undersøgelser. Udstillingen, der løber fra den 13. november 2026 til den 9. maj 2027, er den femte LABORATORIUM-udstilling i rækken.