Skip to content

DET SKER

MorgenFormat: Danish Design Award

Tirsdag den 27. oktober kl. 8.30-9.30

Sted
Designmuseum Danmarks café FORMAT.

Dato og tidspunkt
Tirsdag den 27. oktober kl. 8.30-9.30. Dørene og kaffebaren åbner kl. 8.00.

Entré
Gratis, men billetbestilling er nødvendig.

TILMELD DIG HER

Bemærk: Der er et begrænset antal pladser. Billetten kan ikke refunderes, men kan gives videre.

Hvem har stået bag årets bedste designløsninger? Vær med, når vi taler med Anders Thulin og Lone Feifer, om årets finalister til Danish Design Award.

Danish Design Award er Danmarks årlige designpris, der sætter fokus på designløsninger, som gør en positiv og reel forskel for mennesker, organisationer og samfund. Det handler med andre ord om mere end form og æstetik: om design som et værktøj til at løse problemer, skabe nye muligheder og gentænke den måde, vi lever og arbejder på. Prisen er et samarbejde mellem DDC – Dansk Design Center og Design Denmark.

I år er 30 designløsninger nået til finalen. Feltet spænder fra medicinsk udstyr og arkitektur til nye materialer, interiør og visuelle identiteter. Blandt finalisterne finder man blandt andet et design, der skal mindske risikoen for bristninger under fødsler, overtøj skabt af kasserede festivaltelte og materialer udviklet af blandt andet muslingeskaller og genanvendt plast.

Så hvilke tendenser tegner sig i årets felt? Hvilke problemer forsøger designerne at løse? Og hvad fortæller finalisterne tilsammen om dansk design netop nu? Det får vi svar på denne morgen, når vi taler med Anders Thulin, Head of Institute på Det Kongelige Akademi, og Lone Feifer, Director of Sustainable Buildings hos VELUX, om årets finalister til Danish Design Award.

OM MORGENFORMAT

Designmuseets samtalerække er for de morgenfriske og dem, der vil begynde dagen med lidt mere på hjerte. Faglige pointer pakkes ind i afslappet morgenstemning, og man går altid derfra med lidt mere viden om design.

Hvert arrangement afsluttes med, at vores gæster deler deres bud på designobjekter, som ingen bør undvære, samt giver tips til bøger, podcasts eller serier, som alle med interesse for design bør opleve.

Dørene åbner kl. 8. Filterkaffen er inkluderet, og specialkaffe og brød kan tilkøbes i caféen.