DET SKER
MorgenFormat: Smykkedesign
Tirsdag den 24. november kl. 8.30-9.30
Hvad sker der, når en guldsmed, der har stået ved værkbænken siden 1979, møder en designer, der fandt sin egen vej uden om uddannelsen? Kom til morgensamtale om håndværk, eksperimenter og smykkets fremtid.
En garvet guldsmed og en nyere stjerne på smykkehimlen. Kim Buck og Klara Bloch har taget to vidt forskellige veje ind i faget, men mødes i troen på, at et smykke først får mening, når det bæres af et menneske. Kim Buck har arbejdet med smykker siden 1979, hvor han kom i lære som guldsmed. Klara Bloch er i starten af 30’erne og er kommet ind i faget ad en anden vej: Hun fuldførte aldrig sin uddannelse, men har alligevel skabt sig en plads som smykkedesigner. Forskellige steder i livet og i faget, men med samme passion for håndværket bag smykkerne.
Kom og hør dem fortælle om eksperimenter, materialeforskning og en legende tilgang til håndværket. Undervejs kommer vi også ind på den kommende LABORATORIUM-udstilling med Kim Buck, som åbner 13. november.
OM MORGENFORMAT
MORGENFORMAT er Designmuseets samtalerække for de morgenfriske og for dem, der gerne vil begynde dagen med lidt mere på hjerte.
Hver morgen slutter med, at gæsterne deler deres bud på designobjekter, ingen bør undvære, og giver tips til bøger, podcasts eller serier, som alle med interesse for design bør opleve.
Dørene åbner kl. 8. Filterkaffe er inkluderet, og specialkaffe og brød kan købes i caféen.