Det sker
DESIGNBAR: Ting, der holder
Torsdag den 28. maj kl. 16-20
Sommeren indtager Bredgade, når Designmuseum Danmark igen åbner museumshaven til årets første DESIGNBAR — museets tilbagevendende fyraftensbar, hvor design, samtaler og kolde drikke mødes under åben himmel.
DESIGNBAR er en uformel aften med fokus på aktuelle temaer, design og socialt samvær i historiske rammer. Hver udgave tager afsæt i et nyt emne, og denne gang kredser aftenen om Ting, der holder — fra materialer og håndværk til de objekter og idéer, der overlever tidens skiften og fortsat gives videre.
Med DJ i aftensolen, specialøl i glassene og museumshaven som ramme inviterer DESIGNBAR til en langsom og sommerlig begyndelse på weekenden midt i dansk designhistorie.
I forbindelse med årets første DESIGNBAR lancerer museumscaféen FORMAT samtidig sin nye specialbryggede øl, udviklet særligt til museet og sommerens arrangementer.
DESIGNBAR er skabt i samarbejde med Design denmark.
Program
17.00-17.30: Design kan skabe ting, der holder
Interviewer: Kristina May
Panel:
Thomas Woltmann, Møbeldesigner og jord-colorist
Lærke Ryom, Møbeldesigner og kurator
Caroline Vang, Visuel kunstner og 3D/CGI-artist
17.30-18.30: Terapisession: Om vores forhold til ting
Inspireret af udstillingen Belongings – Affection as Design Strategy afholdes der en fælles meditationssession med udgangspunkt i tankegangene fra new materialism med efterfølgende åbne terapisessions for publikum.
Vært og terapeut: Brian Frandsen
Fra kl. 16.00-
DJ: Martin Skovbjerg
Live-fletning af J39-stolen. I samarbejde med Fredericia Furniture og Blindes Arbejde kan man opleve live-stolefletning af Børge Mogensens J39-stol i museumshaven.