Skip to content

Presserum

LABORATORIUM: Foersom & Hiort-Lorenzen

Kontakt kommunikationsteamet
Mille Maria Steffen-Nielsen Smith
Kommunikationschef
+45 93 83 84 15
mms@designmuseum.dk

Lea Bolvig
Presseansvarlig
+45 30 45 67 18
lbo@designmuseum.dk

OBS: Find billeder til download nederst

Den 16. januar åbner Designmuseum Danmark den tredje udstilling i serien LABORATORIUM, som tager publikum med helt ind i ’det kreative maskinrum’ hos en designer eller kunsthåndværker. I denne udstilling kan den besøgende komme helt tæt på designprocessen bag udvalgte møbler af den velrenommerede tegnestue Foersom & Hiort-Lorenzen, der samtidig med udstillingens åbning hædres med Designrådets Ærespris 2026.

Når Johannes Foersom og Peter Hiort-Lorenzen næsten bogstaveligt talt åbner deres tegnestue op for publikum i en ny udstilling på designmuseet, venter et interessant indblik i, hvordan de to møbelarkitekter arbejder med møbeldesign. Som undervisere på Danmarks Designskole har de præget flere generationer af designere, og de har igennem mere end et halvt århundrede sat et afgørende aftryk på møbelkunsten i Norden i samarbejder med en række førende møbelproducenter. I udstillingen kan publikum gå i dybden med udvalgte møblers udviklings- og produktionsproces gennem originale håndtegnede skitser, arbejdstegninger i størrelsesskala 1:1, små håndlavede modeller af stole, prototyper og digitale 3D-tegninger.

Godt håndværk i højsædet
Johannes Foersom og Peter Hiort-Lorenzen er klassisk uddannet som hhv. møbelsnedker og skibssnedker, før de blev møbelarkitekter på Kunsthåndværkerskolens Møbelskole. De har sammen skabt et svimlende antal møbler og produkter i løbet af deres mere end 50-årige virke. En af deres mest kendte designs er Campus-stolen, som de i 1992 skabte for møbelproducenten Lammhults. En stol, der i dag står på næsten alle nyere universiteter, og som er blevet produceret i flere end 1,5 millioner eksemplarer. Campus-stolen, som også indgår i udstillingen, er et godt eksempel på tegnestuens designtilgang, hvor det gode håndværk står helt centralt, og hvor enhver detalje er nøje gennemtænkt og -testet, så form, funktion og æstetik går op i en højere enhed. “Vi er håndværkere i udgangspunkt, så vi er ikke bange for at bruge hænderne i det, vi laver,” siger Johannes Foersom.

Fokus på bæredygtighed
I de sidste 25 år har Foersom & Hiort-Lorenzen forsket i materialer for at muliggøre en bæredygtig møbelproduktion i stor skala. Mens de lagde ud med at eksperimentere med skalstole formstøbt i cellulose, er det i dag hamp, som optager dem: ”Vi bruger hamp-stænglen, som man før brugte til at lave tovværk til f.eks. skibe, til at lave en meget stærk skal. De rester, som skæres fra, når skallerne er formet, kan så bruges til nye støbninger til fodsokler til borde, så vi får brugt det hele,” fortæller Peter Hiort-Lorenzen.

Foersom & Hiort-Lorenzen har udviklet møbler for blandt andre Normann, Cane-line, Fredericia Furniture, Hay, Lammhults Möbel AV, Paustian og FDB. De har vundet flere internationale designpriser samt Finn Juhl Prisen, og deres værker er repræsenteret i samlingerne på blandt andet Museum of Modern Art i New York, Moderna Museet i Stockholm, Trapholt i Kolding og i designmuseets egen samling.

Udstillingen LABORATORIUM Foersom & Hiort-Lorenzen kan opleves på Designmuseum Danmark fra den 16. januar til den 17. maj 2026.

Designrådets Ærespris 2026
I forbindelse med åbningen af udstillingen tildeles Designrådets Ærespris til Johannes Foersom og Peter Hiort-Lorenzen. Designrådet begrunder valget med, at de står helt centralt i generationen efter den store generation i dansk design. Designrådet har lagt vægt på den store betydning, som Johannes Foersom og Peter Hiort-Lorenzen har haft for uddannelsen af nye designere, ligesom de har været blandt de første til at indoptage bæredygtighed som et centralt parameter i deres arbejde.

Designrådets Ærespris er en af de væsentligste udmærkelser inden for dansk design, og har siden 1980 været tildelt personer eller virksomheder, som på afgørende vis har bidraget til det danske designmiljø. Blandt tidligere modtagere kan nævnes Hans J. Wegner, Verner Panton, Jacob Jensen, Nanna Ditzel og Knud Holscher. Prisen er Danmarks eneste pris for livslangt bidrag til design.

Ny udstillingsrække
LABORATORIUM er en serie skiftende særudstillinger som viser nytænkende og eksemplarisk design fra vores tid og samtidig kaster lys på designprocessen – fra den første spæde idé til færdigt produkt eller værk. Udstillingsrækken udstiller de erfarne og anerkendte formgiveres værker og processer samt de helt unge fremadstormende designere og kunsthåndværkeres visioner og eksperimenter.

PRESSEBILLEDER

 

LABORATORIUM Foersom & Hiort-Lorenzen. Foto: Andrea Sonne

Download pressebillede

LABORATORIUM Foersom & Hiort-Lorenzen. Foto: Andrea Sonne

Download pressebillede

LABORATORIUM Foersom & Hiort-Lorenzen. Foto: Andrea Sonne

Download pressebillede

LABORATORIUM Foersom & Hiort-Lorenzen. Foto: Andrea Sonne

Download pressebillede

LABORATORIUM Foersom & Hiort-Lorenzen. Foto: Andrea Sonne

Download pressebillede

Logo for udstillingsrækken LABORATORIUM

Logo for udstillingsrækken LABORATORIUM

Download logo (pdf)