Skip to content

UDSTILLING

NY DEL AF DANISH MODERN ÅBNET

En nyt design-kapitel er føjet til den store permanente udstilling DANISH MODERN, som viser ikonisk dansk design fra det 20. århundrede. Nu kan publikum også udforske de designstrømninger, som byggede videre på eller gjorde op med Danish Modern i årtierne efter – nemlig Hightech og postmodernisme. Med den nye del af udstillingen står DANISH MODERN nu fuldendt og fortæller hele historien om dansk design fra 1920’erne og helt frem til år 2000.

I 1970’erne opstod strømningen Hightech, som særligt blev udbredt i 1980’erne. Stilen videreførte modernismens fascination af det funktionelle og dyrkede de rent tekniske og konstruktionsmæssige strukturers udtryk. Inspirationen var hentet fra fabrikker, industrien og laboratorier. De mest anvendte materialer var blankt stål og glas. I Danmark fortsatte en række designere i perioden 1970-2000 ”den funktionelle tradition”, men nu som helt industrielt design. Meget af det danske industrielle design i perioden er mere underspillet og rationelt end hightech-design fra andre lande. Det bliver på den måde en fortsættelse af Danish Modern, men i kølige industrielle materialer. Udstillingen viser bl.a. design af Bang & Olufsen, Knud Holscher, Niels Gammelgaard for IKEA, Norman Foster og Ole Palsby for Eva Trio.

Et opgør med Danish Modern

Postmodernismen var en bred kulturel strømning, der begyndte i 1970’erne og havde sin storhedstid i 1980’erne. Strømningen var et opgør med modernismens funktionelle og produktionsvenlige formsprog. De postmoderne designere og arkitekter tog udgangspunkt i hverdagens populærkultur og skabte et udtryk, der reflekterede den fragmenterede virkelighed, som samtidens forbruger- og massemediekultur leverede. Man dyrkede det overfladiske og historiefortællende, mere end man interesserede sig for at optimere funktionen. Dagligdagens produkter fik et mere kulørt og legende udtryk. Designere som Philippe Starck var en stærk eksponent for stilen, men mest radikale og banebrydende var de italienske designgrupper Studio Alchymia og MemphisI Danmark var der ikke mange designere, der dyrkede postmodernismen, men designere som Ernst Lohse, Ole Jensen og Ursula Munch-Petersen gjorde.

Originalt Frankfurterkøkken

Siden DANISH MODERN åbnede i forsommeren 2024 er også et såkaldt Frankfurterkøkken – som illustrerer både forskelle og ligheder mellem dansk og europæisk modernisme – bliver del af den permanente udstilling. I 1926 tegnede den unge østrigske arkitekt Margarete Lihotzky et lille, moderne, praktisk og billigt køkken, der fik navnet Frankfurterkøkkenet, fordi det blev produceret og installeret i sociale boligbyggerier i byen Frankfurt am Main i Tyskland i årene, der fulgte. Køkkenet blev skabt i en tid, hvor man talte meget om minimumsboligen. Hvordan kunne man skabe mest boligværdi for arbejderne på mindst mulig plads og for færrest midler? Idealerne bag Frankfurterkøkkenet er hundrede år gamle, men vækker genklang i dag, hvor der er fokus på ’tiny living’, bæredygtighed og social ansvarlighed på global skala. Frankfurterkøkkenet har været en banebrydende inspiration for arkitekter og designere gennem det 20. århundrede og er det stadig i dag.

Læs mere om DANISH MODERN her.