Pressemeddelelse 29.10.2020
DESIGNMUSEUM DANMARK FÅR NY BESTYRELSESFORMAND
Henrik Tvarnø bliver bestyrelsesformand for Designmuseum Danmark. Stig Andersen udtræder efter knap tre år som formand.
Henrik Tvarnø (65) er udnævnt til formand for bestyrelsen i Designmuseum Danmark og er tiltrådt ved et bestyrelsesmøde den 27.10.2020. Henrik Tvarnø er fhv. direktør for A.P. Møller Fonden og har tidligere været direktør for Folketinget og rektor for Syddansk Universitet. Han er uddannet historiker, sidder i en række bestyrelser og er senest tiltrådt posten som formand for Fonden Naturkraft.
Museumsdirektør Anne-Louise Sommer udtaler:
”Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke Stig Andersen for hans store engagement og indsats som formand og for et fantastisk samarbejde. Vi kan se tilbage på en periode med en årlig besøgsstigning på over 30 % og et 2019, der slog alle rekorder med over 310.000 gæster. Nu går vi en ny tid i møde, hvor vi står midt i en stor bygningstransformation og en omfattende omstilling, hvor vi skal udvikle et helt nyt museum i et postpandemisk fremtidsscenarie med mange ubekendte. Jeg ser meget frem til samarbejdet med vores nye formand, Henrik Tvarnø, som har en omfattende erfaring med store udviklingsprocesser og med hele museumsfeltet.”
KLAR TIL RENOVERINGSPROJEKT OG OMSTILLING
Blandt nogle af de projekter, som museet skal arbejde fokuseret på de næste halvandet år frem til genåbningen i 2022, er en nytænkning af gæsteoplevelsen samt et omfattende byggeprojekt, der involverer hele den historiske bygningsmasse. Hertil kommer restaurering af facader og sandstensfigurer ud mod Bredgade og Amaliegade.
Den tidligere formand, Stig Andersen, udtaler:
”Jeg er stolt over at have været med i museets rivende udvikling, præget af flotte resultater. Alt sammen takket være det stærke hold med Anne-Louise Sommer i spidsen. Nu skal der nye kræfter til og jeg er meget glad for valget af den nye formand. Henrik Tvarnø er, med sit dybe kendskab til både kultur, historie og forretning, den helt rigtige til at sætte retningen for museet i den aktuelle omstillingsproces frem mod genåbningen i 2022.”
Om sin nye rolle som formand for Designmuseum Danmark, siger Henrik Tvarnø selv:
”Designmuseet har været igennem en meget stærk udvikling i de sidste 10 år med gode besøgstal og anmeldelser. Med den omfattende renovering af de smukke og værdifulde bygninger, som afsluttes på den anden side af corona, er der grund til at tro på en endnu stærkere fremtid for Designmuseet, hvor gæsterne vil kunne opleve en helt ny type udstillinger baseret på museets fænomenale samlinger. Det er en stor glæde at kunne være med til at understøtte dén lovende udvikling.”
Fakta om Designmuseum Danmark
- I 2019 havde Designmuseum Danmark 310.192 besøgende
- Museet er i gang med et stort renoveringsprojekt af de fredede bygninger, der bl.a. omfatter renovering af hovedbygning og ca. 3.000 m2 gulv
- Museet har været lukket for besøgende siden den 12. marts, da landet blev lukket ned grundet covid-19
Museets nuværende bestyrelse
- Henrik Tvarnø (formand)
- Jeppe Skadhauge. Advokat (næstformand)
- Camilla Mordhorst. CEO
- Helle Søholt. CEO
- Johan Adam Linneballe. Designer
- Dan Boyter. CEO
- Nikolina Olsen-Rule. Kommunikationschef (medarbejderrepræsentant)