KOMMENDE UDSTILLING
Henrik Vibskov
Den anerkendte danske designer og kunstner Henrik Vibskov har i mere end 25 år formet og udviklet sit helt eget særegne, dragende univers, hvor musik, scenografi, kostumer, installationer og mode konstant krydser spor og befrugter hinanden på overraskende og undersøgende måder. Til september indtager Vibskov Designmuseum Danmark med en stor, sanselig udstilling, der tager den besøgende med på en oplevelsesrig rejse gennem designerens univers.
Henrik Vibskovs særlige måde at arbejde er omdrejningspunktet i denne store, visionære og sanselige særudstilling. Oplev et væld af forskellige værker og oplevelser – fra helt små modeller af installationer over 44 montrer med genstande, prototyper og værker fra Vibskovs studio til store installationer, man bevæger sig igennem. Udstillingen viser, hvordan Vibskovs tilgang til leg, improvisation og samarbejde skaber rum for en uendelig strøm af kreativitet. Det er en rejse ind i et forgrenet, vildtvoksende univers – mystisk, humoristisk, overraskende og rørende. Et univers, hvor fejl er guld, og skønhed opstår midt i kaos.
Om Henrik Vibskov
Henrik Vibskov arbejder i krydsfeltet mellem kunst og design. Siden sin afgang fra Central Saint Martins i 2001 har han skabt mere end 50 modekollektioner og udstillet på internationale designmesser, festivaler og museer verden over – blandt andet på MoMA i New York og Palais de Tokyo i Paris. Ved siden af sit arbejde i studiet er han professor ved Designskolen Kolding, ligesom han deltager i juryarbejde og holder forelæsninger på institutioner som Central Saint Martins i London og Parsons School of Design i New York. Ud over de halvårlige modekollektioner har han designet kostumer til en lang række operaer og scenekunstproduktioner. Senest har han skabt kostumerne til balletten Hammer af Alexander Ekman på GöteborgsOperan i Sverige. Henrik Vibskov har igennem sit virke modtaget en lang række priser, blandt andet Torsten og Wanja Söderbergs Pris, Thorvald Bindesbøll Medaljen og Kongeparrets Kulturpris. I 2025 modtog han Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse. Som musiker er Henrik Vibskov aktiv som trommeslager. Han har blandt andet spillet med Hess Is More, Mikael Simpson og Trentemøller.