Skip to content

MUSEUM

Designmuseum Danmarks direktør indtræder i Ny Carlsberg-
fondets bestyrelse

Museumsdirektør Anne-Louise Sommer er netop indtrådt i Ny Carlsbergfondets bestyrelse. Her skal hun bidrage til fondets arbejde med at styrke kunstens rolle i samfundet og sikre fondets fortsatte udvikling i de kommende år.

Anne-Louise Sommer, der er mangeårig direktør for Designmuseum Danmark, har fået posten som medlem af Ny Carlsbergfondets bestyrelse. Ny Carlsbergfondet blev oprettet i 1902 af bryggerparret Carl og Ottilia Jacobsen og finansieres af indtægter fra overskuddet i Carlsberg A/S. I dag arbejder Ny Carlsbergfondet fortsat med at realisere bryggerens vision om at gøre kunsten tilgængelig for det bredest mulige publikum.

Det er Carlsbergfondet, der udpeger medlemmerne til Ny Carlsbergfondets bestyrelse:

”Det er mig en stor glæde at byde velkommen til Anne-Louise Sommer som nyt medlem i Ny Carlsbergfondets bestyrelse. Anne-Louise Sommer kommer til Ny Carlsbergfondet med stærke kompetencer inden for design og arkitektur samt havekunst og kunst i byrummet. Med Anne-Louise Sommers indtræden får Ny Carlsbergfondet tilført en ny faglig profil, som kommer til at bidrage positivt i forhold til fondets fremtidige fokus på kunsthåndværk, design og havekunst”, udtaler Carlsbergfondets forperson, professor Majken Schultz.

Ny Carlsbergfondets forperson, Sanne Kofod Olsen, supplerer:

[Anne-Louise Sommers] åbne, indsigtsfulde og engagerede tilgang vil uden tvivl blive en styrke for bestyrelsens arbejde fremover. Samtidig gør hendes imponerende faglige baggrund inden for ledelse, design og forskning hende til et stærkt og kompetent nyt medlem, der på fornem vis supplerer vores samlede kompetencer i bestyrelsen.”

Ny Carlsbergfondets bestyrelse udgøres af bestyrelsesforperson og rektor ved Kungl. Kunsthögskolan i Stockholm Sanne Kofod Olsen, direktør for Kunstmuseum Brandts Stine Høholt, leder af udstillingsstedet Tranen Toke Lykkeberg, adm. direktør i Kvadrat A/S Anders Byriel samt direktør for Designmuseum Danmark Anne-Louise Sommer.