Presserum
NIKOLINE LIV ANDERSEN: DET EVIGE SMIL
Til maj venter en udstilling på Designmuseum Danmark, der viser helt nye værker skabt af den anerkendte tekstil- og beklædningskunstner Nikoline Liv Andersen. Her kan publikum træde indenfor i et sanseligt landskab, hvor drømme og fortællinger om liv og død væves sammen i spektakulære, broderede værker, der går i dialog med designmuseets righoldige samling.
Med nål, tråd og tidskrævende teknikker undersøger Nikoline Liv Andersen i udstillingen Det evige Smil forgængeligheden, det moderne moderskab og livets omskiftelige faser: fra forelskelse og frugtbarhed til den første spire, til efterår og det uundgåelige forfald. Gennem fantasifulde fortællinger forvandles disse erfaringer til fabulerende, broderede billeder, hvor naturen altid er nærværende. For i Nikoline Liv Andersens univers er mennesket uløseligt forbundet med naturen – også selvom vi, ifølge kunstneren, har tendens til at glemme det i vores moderne tilværelse.
Nye værker skabt til udstillingen
Alle værkerne af Nikoline Liv Andersen er skabt særligt til udstillingen på designmuseet. De senere år har kunstneren bevæget sig fra det tætte, fladedækkende broderi mod et mere antydet, sart og transparent udtryk. Lag på lag af tekstiler, optiske effekter og gennemsigtige flader lader det syede og det malede flyde sammen og inviterer beskueren til at opleve værkerne fra flere sider. Nikoline Liv Andersens værker er på én gang en hyldest til håndværket og en sanselig refleksion over livets cyklus.
Til udstillingen har Nikoline Liv Andersen udvalgt en række genstande fra designmuseets samling, som er i tematisk slægtskab med hendes værker, og som her bliver del af en ny fortælling på tværs af tid, sted og materialer. Publikum kan blandt andet opleve værker af Jean René Gauguin, J.F. Willumsen og Mette Vangsgaard.
Om kunstneren
Nikoline Liv Andersen (f. 1979) er uddannet beklædningsdesigner fra Danmarks Designskole. Under sin uddannelse var hun praktikant hos John Galliano og blev internationalt kendt, da hun i 2015 designede kostumer til den islandske sanger Björk. Senere arbejdede hun for modehuset Fendi under Karl Lagerfeld med både prêt-à-porter og haute couture. Nikoline Liv Andersens praksis befinder sig i krydsfeltet mellem design og kunst, men bevæger sig i stigende grad mod den frie kunst.
Nikoline Liv Andersen: Det evige Smil kan opleves på Designmuseum Danmark fra den 1. maj til den 27. september 2026.
Nikoline Liv Andersen: Det evige Smil er støttet af Jørgen Kryger og Anni Ammitzbølls Fond.
Nikoline Liv Andersens værker er støttet af Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfond, Beckett-Fonden og Statens Værksteder for Kunst.
PRESSEBILLEDER


















