Skip to content

Mit hverdagsdesign

Emil & PH

Design er en del af vores hverdag. Kaffekopper, regnjakker, tasker, lamper, arvestykker. Design er de ting vi lever i og med.

Den er simpelthen bare pæn, siger 21-årige Emil, når han skal forklare, hvorfor en ung mand som ham skaffede sig en PH glaspendel, som noget af det første, da han flyttede hjemmefra.

Interessen for klassisk dansk møbeldesign har han haft længe, og især PHs lampeunivers stod højt på listen over ting han gerne ville eje, når han fik sin første lejlighed. Den pendel der nu hænger over Piet Hein-bordet på Islands Brygge, hvor han bor, var et godt tilbud. Almindeligvis er de jo lidt dyre, siger han, så var det bare ’haps’, da prisen var rigtig. Det er ikke fordi den lyser bedre end andre lamper, mener Emil, selvom arkitekt Poul Henningsen med de tre glasskærme faktisk forsøgte at skabe en ’blændfri lampe’ tilbage i 1926. Det er historien om den, og det at den er dansk håndværksmæssigt kram, der betyder noget for Emil, som til daglig arbejder i en børnehave, inden han genoptager sit matematikstudie til sommer. Det er godt at støtte dansk design, understreger han, og skulle der ske noget med PH’en, når hans venner fester under den, kan glasskærmene heldigvis skiftes, for lampen skal han have altid, har han besluttet. 

 

Tilbage til oversigten