Skip to content

Guide til Verner Panton på Designmuseum Danmark

Verner Panton 100 år

English version

Følg sporet af Verner Panton gennem Designmuseum Danmark. Rundt omkring på museet – fra forpladsen og caféen til udstillingerne – kan du opleve udvalgte møbler og lamper af den visionære designer, som i 2026 ville være fyldt 100 år.

Her kan du dykke ned i fortællingerne bag de udstillede værker og komme tættere på Pantons eksperimenter med form, farve, lys og materialer. På museet er genstandene markeret med QR-koder, der guider dig videre gennem et designunivers, hvor møbler ikke blot er skabt til at blive betragtet, men til at blive oplevet med kroppen.

Som en visionær skikkelse i dansk design gentænkte Verner Panton grundlæggende forholdet mellem menneske, rum og objekt. Med kompromisløs nysgerrighed og en sjælden vilje til at eksperimentere udfordrede han modernismens idealer og udvidede grænserne for, hvad design kunne være.

Pantons værker var ikke blot funktionelle genstande, men totale oplevelser. Gennem organiske former, nye materialer og intense farveuniverser skabte han rum, der inviterede til bevægelse, leg og fordybelse. Hans arbejde satte varige spor i dansk designhistorie og fik betydning langt ud over landets grænser.

I dag står Verner Pantons tænkning fortsat som en levende reference. Hans helhedstænkning peger frem mod nutidens forståelse af bæredygtighed som noget, der også handler om holdbarhed, brug og relationen mellem menneske, genstand og rum.