Det sker
DINE & DESIGN: Fælles-spisning på designmuseet
Hver anden torsdag i januar, februar & marts
To torsdage om måneden bliver Designmuseum Danmarks café og museumshave omdannet til noget så simpelt, og dog efterhånden så sjældent, som et sted, hvor man spiser sammen.
Midt i Frederiksstadens smukkeste åndehul, inviterer vi til fællesspisning med alt, hvad det indebærer: En smagsfuld, plantebaseret middag og muligheden for at falde i snak med den, du sidder ved siden af. Her får danske madklassikere nyt liv i grøn forklædning: Tænk vegetarisk forloren hare, boller i karry eller skipperlabskovs, og maden serveres på store fade til deling.
Du er velkommen, uanset om du kommer med venner, familie eller bare din appetit og et åbent sind. Prisen er 140 kroner for en voksen, mens børn under 10 år spiser med til halv pris. Det er også muligt at tilkøbe dessert.

Fællesspisning i januar
TORSDAG DEN 15. JANUAR
Menu: Vegetarisk selleribøf med pebersauce og ovnkartofler.
Dessert: Citronfromage.
TORSDAG DEN 29. JANUAR
Menu: Vegetarisk vintergryde med svampe og jordskokker.
Dessert: Gammeldags æblekage.

Fællesspisning i februar
TORSDAG DEN 12. FEBRUAR
Menu: Vegetarisk brændende kærlighed med rødbede-råkostsalat.
Dessert: Appelsintærte med marengs.
TORSDAG DEN 26. FEBRUAR
Menu: Vegetarisk gullasch med røget paprika, jordskokker, svampe.
Dessert: Gammeldags æblekage.

Fællesspisning i marts
TORSDAG DEN 12. MARTS
Menu: Grøntsagsfrikadeller med stuvede ærter og gulerødder.
Dessert: Citronfromage.
TORSDAG DEN 26. MARTS
Menu: Vegetarisk kartoffeltærte med spinat og rygeost.
Dessert: Blødende chokoladekage.