Skip to content

DET SKER

MORGENFORMAT: Når design bliver til betydning

Tirsdag 29. september kl. 8.30-09.30

Sted
Designmuseum Danmarks café FORMAT.

Dato og tidspunkt
Tirsdag 29. september kl. 8.30-09.30. Dørene og kaffebaren åbner kl. 8.00.

Entré
Gratis, men billetbestilling er nødvendig.

TILMELD DIG HER

Bemærk: Der er et begrænset antal pladser. Billetten kan ikke refunderes, men kan gives videre.

Hvad sker der, når grafisk design ikke bare skal få noget til at se godt ud, men skal få os til at forstå, huske og føle noget?

I mere end tre årtier har Kontrapunkt været blandt de mest markante kræfter i dansk grafisk design og branding. Fra nogle af landets største virksomheder og institutioner til visuelle identiteter, der er blevet en del af vores fælles visuelle landskab. På Designmuseum Danmark kan man netop nu opleve Kontrapunkts arbejde i en særudstilling.

Til dette MORGENFORMAT møder vi Kontrapunkts grundlægger og kreative direktør Bo Linnemann og institutleder for Design og Visuel Interaktion på Det Kongelige Akademi, Anders Thulin, til en samtale om grafisk designs rolle – både i Danmark og i samfundet omkring os.

For hvad gør branding egentlig? Hvordan skaber et logo, en farve, en skrifttype eller en samlet visuel identitet tillid, autoritet og genkendelse? Hvornår bliver design til kommunikation – og hvornår bliver det til manipulation? Og hvilken betydning har det, at stadig mere af vores fælles virkelighed bliver formidlet gennem designede billeder og identiteter?

Vi tager afsæt i Kontrapunkts arbejde og den aktuelle udstilling, men løfter blikket og spørger: Hvilken magt har grafisk design over vores måde at se verden på?

Om MORGENFORMAT

MORGENFORMAT er Designmuseum Danmarks samtaleformat for de morgenfriske, der gerne vil rustes til både de faglige snakke og dem, der foregår i frokostpausen.

MORGENFORMAT inkluderer en kop filterkaffe, og der vil være mulighed for at tilkøbe specialkaffe og morgenmad i caféen.

Hvert arrangement afsluttes med, at vores gæster deler deres bud på designobjekter, som ingen bør undvære, samt giver tips til bøger, podcasts eller serier, som alle med interesse for design bør opleve.

Fra DSB’s sekskant til TV 2’s cirkel: Udstillingen LABORATORIUM Kontrapunkt præsenterer syv grafiske cases. Foto: Andrea Sonne

De stærkeste identiteter opstår sjældent fra ingenting. Foto: Andrea Sonne

Kontrapunkt tager afsæt i det, der allerede findes – fra historiske symboler til lokale fortællinger. Foto: Andrea Sonne

Visuel identitet er mere end et logo. Foto: Andrea Sonne

For Kontrapunkt skal design være et synligt bevis på noget virkeligt – en organisations værdier eller historie. Foto: Andrea Sonne