Det sker
Talk og Saké: Fra Hokusai til Kusama
Torsdag den 30. oktober kl. 18.30
En introduktion til moderne japanske grafikere.
De fleste genkender det ikoniske værk Den Store Bølge, træsnittet skabt af Katsushika Hokusai i ca. 1831. Vi kender også de farverige polkaprikker og græskar fra den nu 96-årige Yayoi Kusama, der først indtog New York’s avant-garde scene i slutningen af 1950’erne. Men hvad skete der egentlig med japansk grafik fra Hokusai i det 19. århundrede til Kusama i dag?
Mød kunsthistoriker Malene Wagner, og få en introduktion til udvalgte japanske kunstnere, som arbejdede med det grafiske medie i det 20. århundrede. Hvor nogle holdt fast i de traditionelle japanske teknikker, rejste andre til Paris og New York og arbejdede mere eksperimenterende i samme kredse som blandt andre Pablo Picasso, Marcel Duchamp og Andy Warhol.
I pausen byder vi på et glas japansk sake til at skærpe sanserne med.
Om Malene Wagner
Malene Wagner er dansk kunsthistoriker med base i Paris. Hun specialiserer sig i japansk kunst og har siden 2014 drevet sin egen kunstkonsulentvirksomhed, Tiger Tanuki, hvor hun bl.a. har samarbejdet med museer som Aarhus Kunsthal, MUDEC (Milano) og Statens Museum for Kunst. Hun har bidraget til publikationer som Waraku Magazine, Stillness (Gestalten), Journal of Japonisme, Kinfolk, Ark Journal, Apollo Magazine og Japanomania in the Nordic Countries (Yale University Press), og hendes bog Modern Japanese Printmakers: New Waves and Eruptions (Prestel Publishing) udkommer den 11. november 2025.