Skip to content

MUSEUM

Planet A: Nyt program skal udfolde klimaforskning

Planet A undersøger, hvordan viden om klima og bæredygtighed kan omsættes til handling i en tid, hvor menneskelig adfærd er blandt de største udfordringer. Udstillingsprogrammet forener forskning, design og formidling i oplevelser, der gør komplekse klimaproblemstillinger konkrete, sanselige og vedkommende.

Programmet arbejder ud fra tre centrale sigter: at gøre forskning relevant ved at forankre den i menneskers hverdagsliv, at skabe fælles forestillinger om fremtiden gennem åbne og demokratiske processer, og at gøre fremtiden sanselig – så vi ikke blot forstår den intellektuelt, men også kan leve os ind i den.

Som programteamet formulerer det: “Planet A handler om mere end formidling. Det handler om at give mennesker mulighed for at sanse, forstå og handle – samtidig. Vi ved nok om klimaforandringerne. Nu handler det om at forestille sig – og afprøve – hvordan vi kan leve anderledes.”

Planet A er tænkt som en fleksibel og fremadskuende ramme, der spænder over forskningssamarbejder, pop up-udstillinger, kunstneriske eksperimenter og borgerinvolverende initiativer. Programmet har allerede sat markante aftryk gennem projekter som Den Gyldne Sky, Fashion Dreaming og den kommende udstilling Belongings, der alle undersøger, hvordan design kan åbne nye og mere engagerende veje ind i klimadagsordenen.

HJEM TIL FREMTIDEN

Kernen i Planet A er den kommende udstilling Hjem til Fremtiden, der åbner på Designmuseum Danmark i 2027. Udstillingen undersøger, hvordan vi kan bo mere bæredygtigt i fremtiden – i byen, på landet og i forstaden – og hvordan vores måder at bo på kan blive mere skånsomme over for klimaet uden at gå på kompromis med livskvalitet.

Udstillingen udvikles i samarbejde med forskere fra Aalborg Universitet, Københavns Universitet, Arkitektskolen Aarhus og Det Kongelige Akademi. Gennem både konkrete løsninger og kunstneriske fortolkninger præsenteres nye bud på, hvordan boligens arkitektur, energiforbrug og sociale funktioner kan gentænkes og tilpasses fremtidens behov.

Læs mere her

Tidligere projekter

Den Gyldne Sky

Kunstneren Veronica Hodges’ værk Den Gyldne Sky markerede begyndelsen på arbejdet, hvor mange små, gyldne papirblade, inspireret af Ginkgo biloba, bar refleksioner over tidens store spørgsmål – skabt i workshops i samarbejde med besøgende.

Fashion Dreaming

Et andet tidligere nedslag er Fashion Dreaming, en pop up-udstilling, der spørger, hvordan modebranchen, designere og forbrugere kan handle på en måde, der placerer planeten i centrum for fremtidens valg. Studerende, industrifolk og kunstnere fra Danmark og Argentina formulerede over hundrede visioner for fremtidens mode, som, bearbejdet og kondenseret via AI, fremstod som fortællinger fra seks fiktive, pensionerede modedesignere, der ser tilbage på en fremtid, hvor mode og ansvarlighed blev tænkt sammen.

Klimaekspeditionen

Senest skabte studerende fra Det Kongelige Akademi, i samarbejde med Navigating 360 og med støtte fra Novo Nordisk Fonden, pop up-udstillingen Klimaekspeditionen, hvor tre værker – Fish-anxiousIt Could Be Worse og Which Future Will We Create – tilsammen konfronterede besøgende med klimakrisens alvor og åbnede et rum for refleksion, håb og handling.