Skip to content

Mit hverdagsdesign

Bentes farverige arvestykker

Design er en del af vores hverdag. Kaffekopper, regnjakker, tasker, lamper, arvestykker. Design er de ting vi lever i og med.

Herbert Krenchels krenitskåle minder Bente om hendes barndom. For flere af dem, hun har stående, stammer fra hendes forældres lidt tungt indrettede hjem. Som den 67-årige folkeskolelærer fra Osted ser det, vidner krenitskålene om, at der nok alligevel var lidt spræl i hendes forældre, når de fandt på at købe de hippe skåle dengang i starten 1960’erne.

Historien om de karakteristiske emaljeskåle med sortmat yderside og farvede inderside startede i 1953, da civilingeniør og materialeforsker Krenchel skabte en smuk og funktionel skål i asbestfri eternit – et helt nyt materiale på daværende tidspunkt. Hans ambitioner var, at skålene skulle kunne bruges i køkkenet og samtidig være dekorative.

De skåle, Bente har arvet, stråler i lysegul, klar rød og lyseblå. Hun elsker deres enkelthed, og kontrasten mellem de glatte og ru overflader. Derfor købte hun også et par til, da skålene blev relanceret i 2010. De nye har dog ikke helt samme tyngde som de gamle, synes hun, til gengæld er der skruet op for farverne, og det giver en lyst til at putte noget i dem, fortæller hun. Selv bruger hun dem til salat, frugt og nødder, madvarer der er lette at vaske af, for hendes krenitskåle kommer aldrig i opvaskemaskinen.

Tilbage til oversigten