Mit hverdagsdesign

Felix' stribede verdenslit­teratur

Design er en del af vores hverdag. Kaffekopper, regnjakker, tasker, lamper, arvestykker. Design er de ting vi lever i og med.

Der findes ikke smukkere billigbog på dansk. Den 32-årige kulturjournalist Felix taler om Gyldendals Bekkasinserie. Siden han var 15, og fik øje på et par stykker i forældrenes reol, har han skaffet sig den komplette serie på 122 bøger. De karakteristisk stribede bøger er nemlig verdenslitteratur pakket ind i rigtig godt design.

Bekkasinserien blev lanceret i 1962 af Gyldendals chefdesigner Austin Grandjean. Det stribede omslag består af to farver; mere enkelt, stilret og tidstypisk, kan det ikke gøres, mener Felix. Han har selv udgivet en bog om serien og fortæller, at ideen med billigbøgerne var, at de skulle koste det samme som en pakke smøger, så man købte dem uden at tænke. Desuden skulle de matche livsstilen i velfærdsstatens tidlige år, hvor forbrug og rejseaktiviteter var stigende.

Bekkasinerne kom præcis, da billigbogssalget boomede i Danmark, og det er jo sympatisk med en bogserie der forener kvalitetslitteratur og brillant grafisk design med det folkelige, understreger Felix. Med det klassiske format på 18,5 x 11,5 cm kan man altid have Bekkasinerne med sig på farten.

I Felix’ lejlighed på Nørrebro står hele samlingen i er par bogkasser tæt ved hans seng, så han kan kigge på dem, inden han lægger sig til at sove.

Tilbage til oversigten