Skip to content

Tidligere udstilling

THE
DANISH
CHAIR

Udstillingen viser et wunderkammer af stole og fortæller historien om, hvordan dansk design blev et internationalt brand. Som gæst kan man få et overblik over de mange stoletyper, som tegner billedet af det 20. århundredes danske succeshistorie og det eksporteventyr, som vi kalder Danish Modern.

Stolen er det møbel, der står mennesket nærmest. Den berører og spejler den krop den skal bære med arme, ben, sæde og ryg. Den er designernes prøvesten og designhistorikernes yndlingsobjekt. Og så er stolen et af de mest kulturbærende designobjekter.

Den fortæller alt om den tid og det samfund, den er skabt i. Den giver personen, der sidder i den status og identitet, og betegnelser som domstol, lærestol, bispestol, skriftestol og talerstol minder os om stolens mange historiske associationer.

”Stolen står jo mennesket nærmest. Den kan man give et personligt udtryk”
Hans J. Wegner

Et wunderkammer
af danske stole

Udstillingen The Danish Chair er et wunderkammer med fokus på danske stole. Den viser, hvordan nyere dansk møbelformgivning kan ses som én stor slægt med rødder langt tilbage i historien og i fremmede kulturer.

Med hovedvægten på guldalderen inden for dansk møbelkunst i årene 1920-1970 kan man opleve 110 danske og internationale stole sat i ramme, som individuelle kunstværker – fra pindestole, kinastole, karmstole, foldestole, hvilestole, skalstole til frisvingerstole.

Sagt om stolen

”Stolen er en meget svær genstand. Alle, som har prøvet at lave én, ved det. Der er uendelig mange muligheder og problemer – stolen skal være let, den skal være stærk, den skal være komfortabel. Det er næsten lettere at bygge en skyskraber end en god stol”

– Ludvig Mies van der Rohe

”Danmark blev verdenskendt for sine mange bud på moderne stole i det 20. århundrede. Generationer af danske møbelarkitekter har opmålt, studeret og fundet inspiration i de historiske møbler i Designmuseum Danmarks samling.

Med denne nyopstilling af vores enorme stolesamling ønsker vi at give vores gæster et overblik over den danske stols slægtshistorie samt et indblik i stolen som et kulturbærende og kunstnerisk objekt. Vi vil formidle dansk designs DNA gennem stolen, som er en af de stærkeste repræsentanter for udviklingen af dansk design”.

– udstillingens kurator Christian Holmsted Olesen