MUSEUM
TORSDAG BLIVER GRATIS FOR UNGE I VINTER-HALVÅRET
Fra den 6. november tilbyder Designmuseum Danmark gratis entré til studerende og unge under 27 år hver torsdag – helt frem til udgangen af februar 2026. Museet, der i forvejen har godt fat i den yngre målgruppe, ønsker med initiativet at give endnu flere unge mulighed for kvit og frit at opleve designhistorien i de kolde måneder.
En god nyhed for alle kultur- og designinteresserede unge: Allerede fra den kommende torsdag er der gratis adgang til designmuseet i Bredgade for studerende og unge under 27 år. Tilbuddet gælder alle torsdage i perioden, hvor museet holder åbent helt til kl. 20.
Museumsdirektør Anne-Louise Sommer siger om initiativet:
”Det har længe været et stort ønske for os igen at kunne tilbyde unge mennesker gratis entré til museet på udvalgte dage – og dermed give dem mulighed for at opleve vores fælles danske designarv og de tendenser, der præger designfeltet i dag. Efter et fantastisk år med besøgsrekord i 2024 så vi en oplagt mulighed i vinterhalvåret, hvor der er lidt bedre plads i udstillingssalene.”
Godt fat i de unge
Ifølge Den Nationale Brugerundersøgelse var hele 46 procent af Designmuseum Danmarks gæster i 2024 under 30 år – en tydelig indikator på, at museet allerede er på de unges radar. Med det nye initiativ håber museet at inspirere endnu flere unge til at gå på museum og opleve designs betydning – i går, i dag og i fremtiden.
Designmuseum Danmark har traditionelt mange internationale gæster, særligt i sommerhalvåret. Derfor håber museet også, at både lokale, nationale og internationale unge vil benytte lejligheden til at opleve museet i vintermånederne.
Gratis entré hver torsdag gælder for studerende og unge under 27 år i perioden 6. november 2025 til 26. februar 2026.