MUSEUM
Endnu en publikumsrekord på Designmuseum Danmark
For andet år i træk kan Designmuseum Danmark præsentere de højeste besøgstal i museets over 130-årige historie. Med flere end 350.000 udstillingsgæster i 2025 cementerer museet sin position som en af landets største kulturdestinationer.
Designmuseum Danmark fortsætter sin imponerende vækstkurve. Nye tal viser, at 353.742 gæster lagde vejen forbi museets udstillinger i 2025, hvilket er en lille stigning i forhold til den hidtidige rekord fra 2024, hvor 348.093 gæster besøgte museet i Bredgade. Tæller man besøgende i museumshaven, biblioteket, butikken og caféen med, nåede det samlede besøgstal for hele huset op på markante 493.228 gæster i 2025.
Nænsom optimering og udvidede åbningstider
Den massive tilstrømning af gæster, særligt i sommerperioden, har stillet krav til de historiske, fredede bygninger. For at sikre en god oplevelse og give plads til fordybelse, har museet i 2025 arbejdet målrettet med at optimere rammerne for de mange besøgende. Blandt tiltagene var indførelsen af mandagsåbent i tre måneder i højsæsonen, hvilket har været med til at sprede besøgstallet ud over ugen og mindske presset i de mest populære tidsrum.
En kulturel magnet i over 130 år
Designmuseum Danmark har i mere end et århundrede formidlet dansk og internationalt design og kunsthåndværk, og de seneste års rekordtal vidner om en stigende interesse for designhistorie, kunsthåndværk og fremtidens kreative designløsninger.
I 2026 kan gæster glæde sig til at opleve hele seks nye særudstillinger – fra indblik i designprocessens maskinrum hos Foersom & Hiort-Lorenzen og relationelle designoplevelser i Belongings, til japanske træsnit af Hokusai, ikonisk japansk plakatkunst i Japan Modern Poster, et poetisk tekstillandskab af Nikoline Liv Andersen og en stor, visionær særudstilling om Henrik Vibskov.
Museet takker både det danske og det internationale publikum for den overvældende opbakning i 2025.