I Fokus

Tre kameler på vej til Smyrna

Lidt om orientalske tæppers brogede historie

Biblioteket har over 200 bøger og pjecer om orientalske tæpper. Den ældste er skrevet af englænderen Herbert Coxen med titlen ”Oriental carpets”, udgivet i London 1884. Det er en lille charmerende beskrivelse af en rejse med tog gennem Tyskland, Polen og Rusland ned til byen Baku ved Det Kaspiske Hav, hvor forfatteren møder forhandlere af orientalske tæpper.

Bogen er fyldt med små iagttagelser og detaljer fra rejsen, bl.a. fra sejlturen fra Odessa over Sortehavet til Batumi og fra byen Tiflis, nuværende Tbilissi, hovedstaden i Georgien.

Bogen udkom på et tidspunkt, hvor Europa begyndte at interessere sig for orientalske tæpper. Interessen tog for alvor fart nogle år senere, da Österreichisches Handels-Museum i Wien afholdt en kæmpe udstilling med sjældne orientalske tæpper i privat eje.  430 tæpper i alt blev udstillet. Udover selve kataloget, der udkom i 1891, udgav museet året efter et 3-bindsværk med farveillustrationer i folio-format om museets samling af orientalske tæpper.

Verdens ældste knyttede tæppe

Historien om tæpper rækker tilbage til oldtiden og kendes bl.a. fra Assyriske og Babylonske kilder og fra de græske digtere Homer og Xenofon. Det ældste tæppe man kender, er det såkaldte Pazyryk-tæppe, som blev fundet af den russiske arkæolog Sergei Rudenko i 1947 i Altai-bjergene i Mongoliet. Det er et håndknyttet tæppe fra ca. 500 f.Kr.

Historien om tæpperne fortaber sig lidt, indtil den dukker op igen i 1100-1200-tallet, bl.a. i forbindelse med korstogene og europæernes møde med Mellemøsten. Nogle af de smukkeste og mest berømte orientalske tæpper stammer fra 15-1600-tallet i Persien, hvor landets kunst og kultur befandt sig i en opblomstringsperiode, efter tiden under mongolerne. Tæpperne blev anvendt både som gulvbelægning, sengetæpper, saddeltasker, bedetæpper og vægtæpper. Ordet tæppe er hverken persisk eller arabisk, men stammer fra det græske ord ”tapetes”, der betyder tapet. Og de første orientalske tæpper, der kom til Europa i de 14. og 15. århundrede, erstattede netop de europæiske vægtæpper.  På tyrkisk hedder gulvtæppe ”hali”.

Orientalske tæpper blev først og fremmest fremstillet i Anatolien i det nuværende Tyrkiet og i Persien, nuværende Iran. Specielt tæpperne fra Persien, regnes for de bedste både i design og kvalitet. Derfor udgav den engelske ekspert på området Cecil Edwards i 1953 bogen ”The Persian carpet”, som stadigvæk regnes for en uomgængelig bog om persiske tæpper. Og det i en sådan grad, at den blev genoptrykt uforandret i 2017, efter at den havde været næsten uopdrivelig antikvarisk i mange år.

Cecil Edwards var som ung ansat i det store internationale firma Oriental Carpet Manufactorers Ltd. Og i 1910 blev han sendt til Persien for at udvikle handelsforbindelsen til landet. Han rejste rundt i landet i ca. 10 år og blev bekendt med hvert hjørne af Persien, de forskellige traditioner for fremstilling af tæpper, farvning, mønstre osv.

Han skrev bogen i 1923, men manuskriptet brændte samme år. Han genskrev bogen efter 2. verdenskrig, og den udkom første gang i 1953. Bogen er rigt illustreret med over 400 sort/hvide fotografier af tæpper, landsbyer, fabrikker o.a. i Persien.

Foto: Cecil Edwards (tv) og hans hustru Clara spiser frokost på vejen mellem byerne Tabas og Firdaus i Persien (Iran) sammen med deres chauffør Bryan Huffner – engang i 1948-49, da Edwards var i gang med at genskrive sin store bog om persiske tæpper.

Da Smyrna brændte

Historien om orientalske tæpper er ikke kun en historie om uld, spinning, farvning, knuder, mønstre og priser. Den er også en broget historie om kamelkaravaner, kvinder der strejker, krige, byer der brænder, vævere der flygter, snu handelsfolk, svindel og humbug, kemiske farver, store vævefabrikker og meget andet. Og først og fremmest en historie om OCM, Oriental Carpet Manufactorers, det britisk indregistrerede firma, der totalt dominerede handlen med orientalske tæpper i første halvdel af 1900-tallet.

Den historie kan man bl.a. læse i Antony Wynn’s bog:  “Three Camels to Smyrna: Times of War and Peace in Turkey, Persia, India, Afghanistan & Nepal 1907-1986 – The Story of the Oriental Carpet Manufacturers Company”, der udkom i 2008.

OCM blev dannet i 1907 i byen Smyrna, nuværende Izmir på vestkysten af Tyrkiet, da flere såkaldte levantinske handels-familier af både engelsk, italiensk, fransk og græsk herkomst slog sig sammen i stedet for at konkurrere. OCM blev hurtigt det helt dominerende firma på markedet, der forsynede den fremvoksende, velhavende middelklasse i både Europa og USA med håndknyttede tæpper fra Anatolien og senere fra Persien. Firmaet blev det næststørste firma i det Osmanniske Rige og kontrollerede 90% af tæppeproduktionen i riget. De byggede store vævefabrikker og havde allerede i 1908 over 100.00 ansatte vævere, 20.000 vævestole i 27 byer i Tyrkiet. Og de havde salgskontorer i førende europæiske storbyer, i Cairo, Sydney, Buenos Aires og i USA. De stod for produktion af uld, spinning, farvning, design, vævning og eksport.

Firmaet mistede alle sine kvindelige vævere i Anatolien under og efter 1. verdenskrig, dels på grund af uddrivelsen af armenierne fra Tyrkiet i 1915 og dels i 1923, da hele den græske befolkning i området måtte flygte som følge af krigen mellem Grækenland og det nye Tyrkiet, der opstod som afløsning af det Osmanniske Rige efter 1. verdenskrig. OCM lukkede i 1986.

Foto: Øverst logo på brevpapir fra det engelsk indregistrerede firma Oriental Carpet Manufacturers – med de tre kameler. Nederst firmaets hovedkontor i byen Smyrna på vestkysten af Tyrkiet.

Konkurrenterne fra Tyskland

Selv om Oriental Carpet Manufacturers længe var det dominerende firma inden for orientalske tæpper, var der også andre firmaer. Et af de konkurrerende firmaer var det tyske Persische Teppich-Gesellschaft, PETAG, som var grundlagt i 1911. Det byggede en stor fabrik i det nordlige Persien i byen Tabriz, med flere hundrede ansatte vævere. Ifølge forfatteren Antony Wynn, de har skrevet ovennævnte bog om OCM, førte PETAG sig aggressivt frem i Persien, muligvis fordi firmaet også fungerede som et dække for Tysklands udenrigspolitiske og militære planer om at angribe Englænderne i Indien via det Osmanniske Rige og Persien.  Grundlæggeren af firmaet, Heinrich Jacoby, har udgivet flere ansete bøger om orientalske bøger, bl.a. ”ABC der echten Teppich”, fra 1949.

Biblioteket har alle de ovenfor nævnte bøger, foruden ca. 200 flere om orientalske tæpper, persiske tæpper, ægte tæpper, håndknyttede tæpper eller hvad man nu har kaldt dem gennem tiderne.

Nils Frederiksen / Biblioteket

Foto: Små børn i gang med at knytte et ægte tæppe. Væverne kunne normalt producere 1-2 tæpper om året. De fleste ansatte vævere i Tyrkiet var græske eller armenske kvinder, da muslimerne ikke tillod, at de mandlige inspektører fra firmaerne kontrollerede kvindernes arbejde.